Sådan er min hverdag som SOSU-assistent

Som SOSU-assistent i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen får du en hverdag, hvor fagligheden er i fokus, og ikke to dage er ens.

Uanset om du arbejder i hjemmeplejen, på plejehjem eller på et af de specialiserede centre, møder du mange forskellige mennesker og opgaver hver dag. 

Blandt de mange opgaver kan du for eksempel administrere medicin og lægge kompressionsforbindinger på borgerne i hjemmeplejen. Eller udvikle og sætte gang i aktiviteter med borgere og beboere på aktivitetscentre og plejehjem. Det kan være alt fra erindringsklubber og salsa til udflugter til nær og fjern.

Jeg elsker at arbejde med mennesker og opleve deres liv på tæt hold. Jeg udfører jo bare mit arbejde, men bliver takket og mødt med smil. Og når jeg er væk, har jeg været savnet. Det giver mig lysten til gå på arbejde og yde mere.
Fatima
SOSU-assistent

Specialiser dig i demens eller kræftbehandling

Du kan også være med til at opspore demens og tage den svære snak med borgere og pårørende. Du kan også varetage den basale behandling af kræftpatienter. 

Og du kan også være med, når vi udvikler nye koncepter og løsninger. Hvordan kan vi fx skabe mere tryghed, når nye beboere flytter ind på plejehjem? Og hvordan kan vi skabe madglæde hos småtspisende?

Bliv førende på faglighed og kvalitet

Hverdagen som SOSU-assistent hos os er meget alsidig. Men vi har det til fælles, at vi kan lide den tætte relation til borgerne, og vi går op i at gøre en konkret forskel i borgernes liv. For hos os vil vi være førende på faglighed og kvalitet hver dag.