Udviklingsmuligheder for ledere
Hvert år sender vi 60-70 ledere på uddannelse. Det kan både være lederuddannelser eller relevante masteruddannelser. Og omkring 20 ledere deltager hvert år i et coachingforløb.
Gode muligheder for lederuddannelse
I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen prioriterer vi uddannelse og udvikling af vores ledere. Hos os kan du derfor få helt eller delvist finansierede lederuddannelser på flere niveauer:
- Alle ledere med personaleansvar kan få betalt en diplom- eller akademiuddannelse i ledelse.
- Ledere, som har en diplomuddannelse i ledelse (eller tilsvarende lederuddannelse), kan søge om tilskud til fag på masterniveau eller andre uddannelser, hvor ledelse er i fokus.
Derudover har vi vores eget ledelsesudviklingsprogram, som alle ledere i forvaltningen skal igennem inden udgangen af 2026. Forløbet består af fire moduler med mellemliggende forberedelse, temasamtaler og afprøvning i praksis.
Coachingforløb for ledere
Som ny leder hos os bliver du tilbudt et coachingforløb sammen med andre nye lederkollegaer. Formålet er at understøtte en god onboarding og skabe et trygt rum, hvor der er mulighed for at drøfte de dilemmaer og udfordringer, der kan opstå i den nye lederrolle.
Derudover har ledere og ledergrupper løbende mulighed for at søge om coachingforløb, hvis der opstår behov. Forløbene har fokus på din og ledergruppens trivsel. Det kan fx være, hvis du har brug for sparring undervejs i eller efter en vanskelig personalesag. Eller hvis I som ledergruppe ønsker at styrke jeres samarbejde, eller har brug for sparring på, hvordan I holder fast i ledertrivslen samtidig med at I sikrer implementering i en omskiftelig hverdag.
Årlig konference for ledere
Hvert år holder vi en stor ledelseskonference, hvor vi samler alle vores ca. 450 ledere. På konferencen dykker vi ned i et eller flere aktuelle temaer. Samtidig er konferencen en god mulighed for dig som leder til at styrke dit netværk med andre ledere i organisationen.
Tidligere år har vi fx haft fokus på samarbejdet med pårørende, ledelse af reformer og forandringer, ledertrivsel, vores egen lederuddannelse og rekruttering, onboarding og fastholdelse af medarbejdere.