Brancheskifter
Bliv SOSU ad omveje
Er du klar til at skifte spor? Lige nu har du mulighed for at søge stillingen som brancheskifter. Læs mere om brancheskifterordningen her på siden eller ring til os på 3050 32 53, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.
Værd at vide (FAQ)
Fold alle ud
Hvad er brancheskifterordningen?
Brancheskifterordningen er for dig, hvis du vil prøve kræfter med SOSU-faget på et af vores plejehjem eller i hjemmeplejen – og måske har lyst til at uddanne dig til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Du skal være fyldt 25 år.
I løbet af fire måneder vil du blive introduceret til SOSU-faget for at blive klogere på, om du ønsker at starte på en af SOSU-uddannelserne: social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Du bliver ansat på et plejehjem eller i en hjemmeplejegruppe her i Københavns Kommune, hvor dine nye kolleger vil tage godt imod dig.
Du arbejder i dagvagt mandag til fredag. Her får du mulighed for at prøve forskellige omsorgs- og plejeopgaver, der samlet giver indsigt i de opgaver, som en SOSU-hjælper eller SOSU-assistent udfører. Vi tager udgangspunkt i dine erfaringer og kompetencer, og mens du bliver lært op, er der altid nogen at spørge til råds.
Undervejs i forløbet skal du beslutte dig for, om du vil læse videre til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Vi kan hjælpe dig, hvis du vil søge om optagelse.
Hvad tjener jeg?
Du tjener ca. 25.400 kroner. Under uddannelsen får du løn svarende til voksenelevløn.
Kan jeg selv vælge, hvor jeg bliver ansat i de fire måneder?
Du kan ønske et område af København, du gerne vil arbejde i. Vi gør, hvad vi kan for at finde et match.
Får jeg en vejleder eller mentor?
Ja. Du får en mentor fra SOSU-H og en kontaktperson på arbejdspladsen.
Hvad består social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistentuddannelserne af?
- Som social- og sundhedshjælper hjælper du borgerne med omsorg, pleje og praktisk hjælp. Der er fokus på at støtte og motivere borgerne til at hjælpe sig selv mest muligt og skabe struktur i hverdagen. Uddannelsen tager omkring et år og syv måneder afhængig af dine tidligere erfaringer. På uddannelsen lærer du blandt andet om den grundlæggende pleje, den praktiske hjælp og dokumentation.
- Som social- og sundhedsassistent er du med til at sikre, at borgerne får det bedste forløb i mødet med sundhedsvæsenet – hele vejen igennem. Du bliver en nøgleperson, der kan motivere, koordinere og udføre opgaver inden for pleje og rehabilitering. Uddannelsen tager omkring tre år og tre måneder afhængig af dine tidligere erfaringer. Her lærer du blandt andet om grundlæggende pleje, praktisk hjælp, sygeplejefaglige opgaver, medicinhåndtering, dokumentation og formidling.
Hvordan søger jeg ind på skolen?
Du søger ind på begge uddannelser online. Som en del af forløbet som brancheskifter kan du få hjælp til at søge, hvis du har brug for det.
Kan jeg få merit i forhold til uddannelsen?
Ja, nogle uddannelser er meritgivende. Det er SOSU-H, der afgør, hvilke uddannelser som er meritgivende. Det er en individuel vurdering, som sker i forbindelse med, at du søger ind på skolen.
Skal jeg være ansat i en anden branche for at søge?
Nej. Det afgørende er, at du ønsker at lære mere om SOSU-området, fordi du overvejer at uddanne dig til enten social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent.
Mød fire brancheskiftere
Herunder kan du møde Pernille, Johnny, Nataliia og Otto. De har alle fire det tilfælles, at de har skiftet branche.
Se videoerne og hør dem sætte ord på deres valg.